Energi

Energi er et tema, der måske er mere aktuelt i dag end nogensinde før. Vores energiforbrug, og den deraf følgende udledning af kuldioxid, er betegnet som verdens alvorligste miljøproblem.
På billedet ses nogle vindmøller i baggrunden. I forgrunden er der fokus på en masse flotte, hvide blomster

Temaet kan køres som et selvstændigt projekt for hele skolen eller sammen med flere andre temaer. Bemærk sammenhængen med temaerne klimaforandring og transport.

Forslag til arbejde med temaet Energi

Undersøgelse

Lav undersøgelser så eleverne opnår indsigt i:

  • At vi bruger energi mange steder
  • Hvilke energikilder der findes og fordele og ulemper ved de forskellige
  • Hvordan vi kan bruge den energi, vi har til rådighed på den bedst mulige måde?
  • At man kan producere energi på mange forskellige måder, som sætter forskellige aftryk på vores miljø
  • At der er forskellige slags energikilder (fossile og vedvarende)
  • At der findes forskellige energimærkningsordninger
  • At vores forbrug har konsekvenser for vores klima, natur og miljø

Eksempler på undersøgelser

  • Undersøg, hvor der bruges energi på skolen, i hjemmene, i butikker og på fabrikker
  • Undersøg, hvor vi får vores energi fra
  • Undersøg, hvordan et kraft-varmeværk fungerer
  • Undersøg alternative energikilder
  • Undersøg, hvilken påvirkning vores energiforbrug har på klima, natur og miljøet
  • Undersøg kommunens planer på energiområdet
  • Undersøg, hvilke tekniske løsninger der kan være med til at sænke el-forbruget
  • Undersøg, hvilke handlinger der kan være med til at sænke energiforbruget.

 

Ud af skolen

Besøg ud af skolen fx til:

  • Et kraft-varmeanlæg
  • Et halmfyr, pillefyr, jordvarme, vindmølle
  • De lokale virksomheder og undersøg hvordan de håndterer energiforbruget.

 

Gør noget

Skolen skal arbejde på at sænke energiforbruget. Miljørådet skal sætte et mål for skolens reduktion af el. Det kunne som udgangspunkt være 10%. Målet afhænger bl.a. af skolens
tekniske løsninger, og hvornår skolen sidst har haft fokus på energi og forbrug. Hvis skolen
har arbejdet med temaet flere gang og ikke mener, det er muligt at lave yderligere besparelser på energien på skolen, kan kampagnen udvides til hjemmene. Undersøg hvor meget eleverne kan reducere energiforbruget med i hjemmene.  

Miljøvisioner

  • Hvorfor synes I, at det er vigtigt at arbejde for at reducere elforbruget?
  • Hvordan vil I arbejde på at sænke elforbruget på jeres skole og derhjemme?

 

Informer og involver

Formidlingsindsatser som:

  • Lav en udstilling om energi og energiforbrug i hjemmene fx i det lokale indkøbscenter, på biblioteket, eller på kommunen
  • Lav en hjemmeside om energi og energivaner
  • Skriv artikler om energi og el-forbrug til den lokale avis
  • Lav en pjece om energi og energiforbrug, som deles ud i lokalområdet
  • Afhold en debataften med lokale personer eller virksomheder, der arbejder med energi og er forbrugere af energi

Materialer og inspiration til undervisning om energi

Projekt Edison

Projekt Edison: "Vi skaber energi"

Fonden for Entreprenørskab står bag Projekt Edison, som er en opfinderkonkurrence for 6. og 7. klasse, der hvert år har et nyt tema. I 2023 var temaet "Vi skaber energi", som der er blevet lavet undervisningsmaterialer til

Klimaabassaden logo

Sustainable.dk

Danmarks grønne tænketank, Concito, står bag Klimaambassaden, som har udviklet Sustainable.dk, der tilbyder undervisningsforløb om forbrug, klimaftryk og energi til udskolingen.

Forsyningen i skolen - FNs verdensmål

Forsyningen i skolen

Forsyningen i Skolen er et samarbejde mellem ARC, BIOFOS, HOFOR og Vestforbrænding.
Her får du viden om forsyningsnettet i dit lokalområde. Du kan læse om Åben Skole-aktiviteter og finde ud af hvilke besøgstjenester, I kan besøge. Det er også muligt at finde undervisningsmateriale om vand, affald og ressourcer.

Ørsteds app Windy Wings

Ørsteds undervisningstilbud

Ørsted har samlet forskellige muligheder for at arbejde med energi på forskellige måder. Lær om vindenergi og vindmøller med den gratis app Windy Wings eller besøg et kraftværk og lær om omstilling til bæredygtig biomasse.

Norden i skolen logo

Norden i skolen

Norden i skolen er en gratis undervisningsplatform, som giver dig muligheden for at arbejde med blandt andet "klima og natur". Her kan du for eksempel finde forskellige undervisningsmaterialer om energikilder til udskolingsklasserne. Lær blandt andet om sol og vandenergi og gå på jagt i fremtidens energikilder.  

Sparometer

Spar-o-meter-forløb

I SparOmeter-forløbet skal eleverne lære at måle apparaters elforbrug og finde ud af, hvor stort et elforbrug de har på deres værelse. Lån gratis et klassesæt med Spar-o-metere fra Friluftsrådet, og lav dit eget spar-o-meter-forløb i klassen.